CARSTEN ESKELUND & SIMON JUL
Denne aften med Carsten Eskelund og Simon Jul bliver noget helt specielt. Først går de på scenen hver for sig.
Først gælder det Carsten Eskelund med komiske betragtninger fra hans solo show VÆKST! om den konkurrencestat vi tilsyneladende har fået rodet os ud i. Det samfund han for 2½ år siden satte en søn i. Og som på mange måder ser markant anderledes ud, end det han selv voksede op i. Han undersøger hvordan man sikrer sig , at ens barn bliver en vinder i den konkurrencestat vi lever i, hvor det er hver mand og kvinde for sig i jagten på økonomisk vækst. Han indkredser hvad man skal fokusere på for at skabe en lille hensynsløs egoist, der giver de andre små konkurrenceborgere baghjul. Og så får du historien om da han måtte dykke dybt i posen af selvkontrol, da han pludselig stod ansigt til ansigt med Bjarne Corydon på Bornholmerfærgen en solbeskinnet sommerdag.
Så gælder det Simon Jul. Simon Jul kender du måske bedst fra hans talrige tv- og radioprogrammer, men han beviste i one man showet ”Bagfra med havudsigt ”, at han er en uovertruffen live-performer der kan gå fra der kan gå fra det temmelig grovkornede til det subtile og selvironiske på et splitsekund.
Forskellige i deres udtryk javist, men begge deler de en undrende tilgang til livet, som gør deres optrædender meget personlige og vedkommende.
Til sidst går de på scenen sammen. Og interagerer med publikum på en måde som kun de to kan. For hvor meget de end kan lide at tale er de også umådeligt glade for at lytte. Dette er en form, de forsøgte sig med med under Zulu Comedy Festival 2013, hvor de, baseret på formodningen om der i et lokale fyldt med mennesker, gemmer sig utrolige historier, tonsvis af erfaring og viden, kastede sig ud i hudløst ærlig og spørgelysten interaktion med publikum. En slags løssluppent underholdende talkshow, der hylder fællesskabet, og mon ikke Simon Jul, som også er en dreven el-guitar spiller, leverer et passende musikalsk bagtæppe, hvis det skulle være. Og det skal det jo nok. Det bliver nysgerrigt, uforudsigeligt og frem for alt utroligt morsomt.