Jaribarh og Sune PIS PÅ HINANDEN
Du har muligvis moret dig over Jaribarh & Sunes sproglige forviklinger i radioen. Men at opleve makkerparrets charmerende parløb LIVE er en helt særlig oplevelse. Fra start til slut står der grin på menuen. Vores modersmål grilles, mens de bedste af duoens velkendte, pinagtige misforståelser konstant smages lækkert til med en god del spritnyt materiale. Det hele bliver rundhåndet krydret med musikalske afbræk, der genremæssigt strækker sig fra rap til blues. Der er således lagt op til en helt igennem festlig forestilling, der på mange måder adskiller sig fra meget af den mere traditionelle standup comedy, vi ser rundt omkring.
Satirefiguren Jaribarh er kendt fra DR P3s satireprogram ”Det Sorte Ur” og gennem en kultagtig spredning af små sketches på YouTube. Jaribarh & Sune er efterhånden et erfarent livenavn, som har slået deres folder over hele landet på teatre, til events og på festivaler – senest som et dagligt indslag på årets Skanderborg Festival.